Invitation til fernisering med Melaine Christensen d. 20.januar 2022 kl. 17 – 18.30 i Horsens Sundhedshus.
Udstillingen kan ses fra d. 20. januar – d. 3. marts 2022 mandag-søndag kl.9.00 til 18.00.
Skrevet af Grethe Hagensen fra Kunstavisen om Melaine Christensen’s værker:
Følelsen af Forbundethed er essentiel for menneskelig trivsel. En følelse der opstår, når vi mennesker føler os som en del af noget større, og det er netop denne følelse, denne samhørighed Melaine Christensen forsøger at male frem i sine naturinspirerede billeder. For hende er naturen med al sin skønhed, urkraft og voldsomhed en væsentlig del af livet og en stor inspirationskilde, men også en påmindelse om, at vi skal værne om denne natur.
Melaine Christensen, som har base i Dollerup Bakker og ind imellem på Læsø, har besøgt de nordiske lande og især Lofoten mange gange, og naturens storhed bliver ved med at drage og give ny inspiration. Men også indtrykkene fra det pittoreske landskab i området Crete i det sydlige Toscana er blevet omsat i stemningsfyldte malerier, hvor man bliver ét med det sydlandske bakkede landskab fyldt med cypresser og oliventræer – en fornemmelse af Forbundethed, hvor duftene og varmen næsten føles fysisk.
Med venlig hilsen
Horsens Kunstforening – Alle er velkommen
Vi overholder naturligvis retningslinjer for Covid19.